Barbara Hoff Esbjørn

48 år

Blå bog

Baggrund: Student NGG, 1992.

Uddannelse og job: Cand psych 1997 (KU), PhD 2003, kliniske psykologstillinger indtil 2007, 2007 ansat på Institut for Psykologi, professor med særlige opgaver i klinisk børnepsykologi (2013), specialist og supervisor i psykoterapi.

 

Forskningsfelt: Angst i barndommen – teoretisk forståelse og behandling.

Yndlingsbog: Krimiserier hvor hovedpersonen også har en menneskelig historie.

Favoritfilm: The Help

Yndlingscitat: ”Maybe we can use that in another afsnit” (the Julekalender) – når man skærer spændende ting ud af artikler til brug et andet sted.

Q&A

– Hvordan fik du selv smag for forskningen? Hvornår begyndte det?

»Lidt tilfældigt. Jeg fik mulighed for at skrive PhD om ekstremt tidligt fødte børns psykiske udvikling. Det lød spændende så jeg kastede mig ud i det. Jeg startede i efteråret 1998.«

– Har du selv lavet en ph.d.? Og hvad var forskningsområdet?

»Ja – om ekstremt tidligt fødte børns psykiske udvikling.«

– Hvad har været den største udfordring som forsker?

»At kombinere klinik og forskning når man er ansat i et ”tørt” fag. Psykologi er tilhørende på det samfundsvidenskabelige fakultet, men er meget bredt og spænder fra sundhedsvidenskab til humaniora. Mit område er psykiatrien, og derfor har vi brug for at kombinere klinik og forskning for at optimere vores viden.«

– Er det overhovedet muligt at kombinere grundig forskning og formidling?

»Ja – jeg forsker for at kunne formidle så min viden kan bruges af andre. Det interesserer mig ikke at blive klogere selv, men det interesserer mig at gøre andre klogere på mit område. Jeg vil gerne have at andre får god og rigtig viden, derfor skal forskningen også være grundig.«

– Er der en modsætning mellem at være nørdet og så kunne sælge varen?

»Nej – man kan sagtens være dybt interesseret og engageret i et område og dermed blive en fantastisk formidler. Hvis man bare er villig til at lytte til hvor tilhørerne er, har man som nørd netop mulighed for hele tiden at tilpasse det man siger til det der spørges om. Uden den nørdede viden ville man ikke have så gode muligheder for det.«

– Har ph.d.-studerende en forpligtelse til at formidle og dele deres forskning?

»Ja det mener jeg, men alt efter hvad man laver bør man formidle det til dem det er relevant for.«

– Hvad kan ph.d.-forskning bidrage med i et samfundsmæssigt perspektiv? Kan du nævne konkrete eksempler?

»I mit projekt er det typisk PhD studerende der laver mere grundforskningsmæssige undersøgelser af angst i barndommen. Derved bliver deres viden et vigtigt indput i hele Centrets formidling. Deres viden bidrager også til hvordan vi griber behandling an, om elementer skal ændres, om nye tiltag kan afprøves m.v.«

– Hvad ser du som den største udfordring for forskningen i dag?

»Indenfor mit område er den største udfordring at få professionelle i samfundet og politikere til at acceptere og anerkende at forskning spiller en væsentlig rolle. Som psykolog må man gøre hvad man har lyst til, vi er ikke underlagt samme retningslinjer som læger om at tilbyde evidensbaseret behandling. Jeg mener dette er et problem, og jeg håber at man på et tidspunkt kan få professionelle der arbejder med børn, samt politikere til at forvente og efterspørge mere evidens i psykologisk behandling – og samtidigt sætte ressourcer af til klinisk forskning i det børnepsykologiske felt. «

– Hvilke forskningsområder forventer du dig mest af i årene fremover?

»Jeg forventer mig meget af vores nyeste satsning som handler om forebyggelse af angst i barndommen. Vi håber at kunne udvikle og vise effekt af en lav-intensiv behandling, som forældre selv kan udføre med lidt støtte fra psykologer i kommunen.«

– Hvem lyser mest på den internationale forskerscene?

»Indenfor mit felt er der flere spændende grupper, som samarbejder, så både i Reading, UK, Yale, US, og i Sydney, Australien, sker der rigtigt spændende ting.«

– Hvad er dit bedste råd til en ph.d.-studerende?

»Husk at en PhD er en forsker uddannelse – du skal bare lære at forske ikke kunne det endnu.«