Kirsten Halsnæs

Født i 1956

Blå bog

Baggrund: Professor i Klima og Økonomi på DTU

Uddannelse og job: Cand. polit og Ph.d. med omfattende erfaringer i forbindelse med international klimaforskning. Ledende hovedforfatter i FN’s klimaekspertpanel IPCC.

Forskningsfelt: Opgørelse af omkostningerne ved ekstreme klimahændelser som f.eks. oversvømmelser ved kyster. Bæredygtig udvikling som basis for klimaindsatser i industrialiserede lande og udviklingslande.

Yndlingsbog: Dostojevskis Brødrene Karamasov

FavoritfilmForest Gump

Favoritcitat: “Keep it simple”, og når jeg er i det irriterende hjørne “Hvad sagde jeg”

Q&A

– Hvordan fik du selv smag for forskningen? Hvornår begyndte det?

I afslutningen af mit studie blev jeg optaget af, hvordan økonomi kunne anvendes til at skabe bedre levevilkår for alle i samfundet, og det har også drevet mit engagement i klima og økonomi. Den globale synsvinkel og udviklingen i udviklingslande og vækstøkonomier har min særlige interesse, og jeg er blevet meget inspireret af interaktioner med eksperter i hele verden.

– Har du selv lavet en ph.d.? Og hvad var forskningsområdet?

Ja, jeg har lavet en phd indenfor klima og omkostningerne ved drivhusgasreduktion.

– Hvad har været den største udfordring som forsker?

Det kan være svært at finde arbejdsro og skaffe forskningsmidler til at udvikle arbejdet på nogle af de mest spændende og udfordrende områder

– Er det overhovedet muligt at kombinere grundig forskning og formidling?

Min erfaring er at formidling kan være med til at sætte skarpt lys på vigtige grundlæggende forskningsspørgsmål. Samtidig giver formidling også god lejlighed til at afprøve de videnskabelige argumenter i praksis, hvilket kan skærpe forskningsspørgsmålene.

– Er der en modsætning mellem at være nørdet og så kunne sælge varen?

Det kommer naturligvis an på, hvordan man opfatter ordet nørdet. For mig giver det association til en stærk og fokuseret person, som går op i sit område med liv og sjæl, og det kan fint passe sammen med formidling

 Har ph.d.-studerende en forpligtelse til at formidle og dele deres forskning?

Det er jo en del af Ph.d.-uddannelsen at formidle, så det er jo en vigtig del. Unge ph.d.-studerende er jo også tit spændende at høre på, så det er bare om at komme igang

– Hvad kan ph.d.-forskning bidrage med i et samfundsmæssigt perspektiv?

I princippet kan ph.d.-forskning bidrage med samme ting som alt andet forskning

– Kan du nævne konkrete eksempler?

Finde veje hvor hele verden kan samarbejde om bæredygtig og klimavenlig udvikling

Understøtte velfærd og lige muligheder for alle

– Hvad ser du som den største udfordring for forskningen i dag?

Skabelse af nye banebrydende resultater, som også hurtigt kan omsættes til praksis og rulles ud af private aktører og staten

– Hvilke forskningsområder forventer du dig mest af i årene fremover?

Spørgsmålet er alt for snævert formuleret, der er en bred vifte af områder

– Hvem lyser mest på den internationale forskerscene?

For mig er det dem, som brænder for deres forskning og skaber resultater til gavn for mennesker

– Hvad er dit bedste råd til en ph.d.-studerende?

Brænd for din forskning, bor dig ned i noget, som du synes er vigtigt og spændende, og så er det bare hårdt og målrettet arbejde oveni