Anton Pottegård

Q&A

Hvordan fik du selv smag for forskningen? Hvornår begyndte det?

Som kandidatstuderende mødte jeg en underviser, Jesper Hallas, som spurgte mig hvilken slags farmaceut jeg gerne ville være når jeg blev stor. Det vidste jeg ikke. Han foreslog forskning og det var sjovt, så jeg blev hængende.

Har du selv lavet en ph.d.? Og hvad var forskningsområdet?

En register-ph.d. omkring brug af lægemidler (farmakoepidemiologi). Det var primært et spørgsmål om at blive dygtig til metoderne, men det kom til at handle om blodfortyndende behandling. Siden lavede jeg en doktorgrad omkring brug af lægemidler og risiko for cancer.

Hvad har været den største udfordring som forsker?

At prioritere. Der er så mange ting man kan undersøge, men hvad er vigtigst? Problemet løses via kommunikation og interaktion med dem der skal bruge vores forskning.

Er det overhovedet muligt at kombinere grundig forskning og formidling?

Ja. For fanden.

Er der en modsætning mellem at være nørdet og så kunne sælge varen?

Nej. (Og man burde holde op med at tegne denne falske modsætning op – det skaber en konflikt hvor der ærligt nok aldrig rigtigt har været nogen. Internettet bugner med nørder der sælger!)

Har ph.d.-studerende en forpligtelse til at formidle og dele deres forskning?

Nej. Jeg tror det er centralt at komme væk fra den her ”forpligtelses”-retorik, som lugter lidt af at de skal formidle fordi de voksne siger det. En slags etisk grundpræmis. Ingen er tjent med formidling for formidlingens skyld. Ph.d.-studerende skal have mulighed for at formidle, fordi det kan bruges som værktøj for dem til at få deres viden bragt ud, men det er den enkelte der skal afgøre hvordan og mere vigtigt: Hvorfor.  

Hvad kan ph.d.-forskning bidrage med i et samfundsmæssigt perspektiv? Kan du nævne konkrete eksempler?

Ph.d.-studerende er jo en stor del af motoren i dansk forskning og der er tonsvis af eksempler på studier lavet af ph.d.-studerende som har haft endog ganske stor betydning. Fra egen gruppe har én studerende været med til at vise at hydrochlorthiazid gav hudkræft, en anden at semaglutid giver risikoen for øjensygdommen NAION, en tredje, fjerde og en femte gav vigtige svar under covid-pandemien og en sjette er, lige netop som jeg skriver dette, ved at klargøre et nyt værktøj som jeg spår vil få stor opmærksomhed i diskussionen omkring vores børne- og ungdomspsykiatri. Så ja, det kan noget.

Hvad ser du som den største udfordring for forskningen i dag?

Der er mange udfordringer, men ingen af dem er katastrofale. Forskere er, som alle andre, til tider nogle brokkerøve, men alt i alt fungerer dansk forskning godt. Er der pres på at få publikationer ud? Ja, men også klar bevægelse mod narrative CVer og andre måder at opgøre ’impact’ på. Er der for få midler? Joo, men vi har fandme også gode rammer med et stærkt privat dansk fondslandskab. Er respekten for videnskaben på vej ud? Ja, vi bliver udfordret, men det er måske ikke kun dårligt at den forskningsverden der til tider kan være lidt lukket om sig selv får øjnene op for den (let misligeholdte) kontrakt vi har med samfundet om at løse de problemer der er brug for at blive løst – i dialog med verden omkring os.

Hvilke forskningsområder forventer du dig mest af i årene fremover?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvordan de forskellige felter bevæger sig i forhold til hinanden, men hvis jeg alene ser på mit eget område, registerdata, så har jeg store både forventninger og forhåbninger til at vi finder måder at bruge data på som ikke kun kan svare på specifikke spørgsmål om et lægemiddel eller en sygdom, men også kan give os en systemforståelse der kan hjælpe os med at prioritere hvad vi skal gøre anderledes.  

Hvem lyser mest på den internationale forskerscene?

De unge. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har en håndfuld af epidemiologiens kæmper som jeg ikke (stadig) bliver starstruck af at møde, men når jeg går fra konferencer eller internationale samarbejder, så er det altid den energi som de yngre forskere kommer med som får mig til at tro på at det hele nok skal gå.

Hvad er dit bedste råd til en ph.d.-studerende?

Mit universelle råd er at arbejde med sin forfængelighed. Vi har alle, unge som gamle, lyst til at fremstå dygtige. Det kan føre til at man skjuler hvad man ikke forstår, ikke tør spørge om hjælp eller bruger tid på at slå sig selv oven i hovedet. Drop forfængeligheden og sig hvad der er svært. På tværs af mine 30+ ph.d.-studerende er der en 1:1 relation mellem hvem der taler højt om det de ikke kan finde ud af og hvem der når længst.