Flemming Splidsboel

Jeg blev selv opmærksom på forskningen, da jeg var studerende på Tel-Aviv Universitet. Det var nok sjette semester. En af mine undervisere spurgte, om ikke jeg skulle lave en ph.d.? Jeg vidste slet ikke, hvad det var. Jeg havde aldrig hørt om det før. Men jeg var naturligvis glad for hans tiltro til mig og for overhovedet at gøre mig opmærksom på den mulighed. Det tog jeg med mig tilbage til København, hvor ambitionen så langsomt tog form. Det var dog svært at få stipendier i anden halvdel af 1990’erne, og det tog nogle år, inden jeg kom i gang.

Min ph.d. havde som emne forholdet mellem Rusland og EU.

Det var vanskeligt at komme i gang. Jeg brugte flere forsøg. Jeg havde ikke en tidligere vejleder eller en anden, som hjalp mig ind. Også i dag er det jo sådan, at det er nemmere at komme ind, hvis man har en form for tilknytning. Det må vi erkende. Jeg har også haft flere afbræk undervejs, hvor min karriere har taget større eller mindre sving. Det har jeg egentligt været glad for, men det en del af det har skyldtes, at der ikke lige var det, jeg gerne ville have og forsker i, på det rette tidspunkt. Og ellers er der jo det meget velkendte strukturelle problem med work-life balance. Som ”selvstændig” forsker (i modsætning til fx en forsker, som er del af et større team i en medicinalvirksomhed) har jeg jo aldrig rigtigt fri. Jeg har stor frihed i mit arbejde, men jeg er som udgangspunkt jo nærmest altid på. Der er altid en deadline eller en opgave eller en henvendelse.

Ja, det er det da., Men det er krævende. Man er i meget forskellige mindsets, når man udfører de forskellige aktiviteter. I perioder kan den ene del fylde så meget, at der ikke er overskud til at veksle mindsets. Det kan også være helt fair og forståeligt. Hvis man fx sidder med en meget stor ansøgning, er der måske ikke overskud til at formidle bredt og letforståeligt om vanskelige emner.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad det vil sige at være nørdet. Hvis det betyder at brænde for sit emne og have lyst til at dykke helt ned i det, så nej. Så kan man sagtens være en skarp formidler, som virkeligt forstår at smitte andre med begejstring og interesse. Hvis det er betyder at være lukket om sig selv og have vanskeligt ved at kommunikere til ikkefagfolk, så er det åbenlyst en udfordring.

Det afhænger af konteksten. Jeg er ikke så meget for pligten her. Men den gennemsnitlige ph.d.-studerende er jo i en attraktiv stilling, hvor andre betaler vedkommende for at blive klogere. Lidt af den viden må gerne komme os andre til gode. Det skal selvfølgelig også ske med respekt for situation, en ph.d.-studerende typisk er i: Det mentale skift mellem forskning og formidling vil ofte være sværere at foretage pga. manglende eller lille erfaring, og så er det pludseligt en uforholdsmæssig byrde.

Det kan som udgangspunkt bidrage med meget. Det skaber i sig selv viden, som umiddelbart kan anvendes og gøre os klogere eller mere velhavende eller mere sikre, eller hvad det nu er. Og så lægger det et fundament for videre forskning, som kan bidrage på forskellig vis.

Puha, det er svært. Der er mange. På den ene side er det jo fx finansiering (især af mere marginale forskningsområder), opmærksomhed og anerkendelse fra samfundets side og forsøg på politisk indblanding. På den anden side er det noget med at holde sig relevant og at undgå selv at underminere forskningens status. Men ”forskning” er jo så bredt og vidtfavnende, at et stort problem et sted slet ikke ses eller mærkes et andet sted. Som forskere skal vi forvalte vores ansvar fornuftigt – for det individuelle og kollektive bedste – og det gælder i allerhøjeste grad i formidlingen.

Jeg er især optaget af nye teknologier. Det er jo slet ikke mit eget felt, men det er enormt spændende. Så det er teknologierne i sig selv, og det er, hvordan nogle af os forsøger at anvende nogle af dem i vores forskning og så selvfølgelig i livet generelt.

Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tænker ikke på det på den måde, og jeg følger ikke nogen enkeltforskere. Det kunne da være skønt, hvis vi tænkte på forskningen som fx Champions League i fodbold og var opmærksomme på de enkelte forskere og deres eventuelle skifte fra den ene institution til den anden. Men der er jeg ikke.

Husk at du er i en form for læreproces. Du skal ikke vinde priser eller revolutionere verden. Det vil være fantastisk for dig, hvis det sker, men det skal ikke være dit udgangspunkt eller din ambition. Du skal blive dygtigere til et håndværk, mens du forbereder og færdiggør din afhandling.