Da jeg var medicinstuderende blev jeg tilknyttet et forskningsprojekt, hvor jeg forskede i nye metoder til at påvise klamydia-infektioner. Jeg synes, det var spændende at udvikle nyt og fandt det sjovt at arbejde sammen om at nå et mål, der kunne gøre en forskel for mange mennesker.

Jeps – det handlede om de sygdomme man kan få, når man er HIV-smittet og immunforsvaret ikke fungerer så godt.

At få støtte til ambitiøse projekter. Jeg har flere gange fået afslag på ansøgninger, hvor man ikke har ment, at projektet kan lade sig gøre (og hver gang har projekterne faktisk ladet sig gøre på den påtænkte tid – og inden for budgettet). Jeg synes derfor, der er for lidt “risikovillighed” i de danske forskningsprogrammer til den ambitiøse forskning. Herudover ser jeg forskning, udvikling, undervisning og uddannelse som Danmarks allervigtigste investeringsområder. En investering som jeg mener er tvingende nødvendig for at kunne opretholde et vældfærdssamfund også om 20 år, hvor befolkningssammensætningen samtidig bliver væsentlig ændret.

Ja – og der er god hjælp at hente hos nogen, der ved noget om formidling. Samtaler med journalister er guld værd – i at klarlægge forskning uden uheldig forsimpling.

Nej – ofte tror jeg egentlig, at de mest nørdede er de bedste til at “sælge varen” – I særdeleshed, hvis det er en god journalist eller informationskyndig til at stille de forenklende spørgsmål.

Ja – Som jeg ser det er forskning ren investering, og hvis det er samfundet, der investerer i forskningen, så har samfundet også krav på “tilbagebetaling” i form af information om, hvad der foregår (udover naturligvis det som samfundet kan tjene på forskningen).

Jeg kan ikke forestille mig ph.d.-forskning som ikke på den ene eller anden måde kan siges at have et samfundsmæssigt perspektiv – og herudover er forsøg på at erkende ny viden i sig selv en meget vigtig investering.

1) At den samfundsmæssige investeringsvilje er for lille, 2) at der er for lidt “risikovillighed” i forskningen og 3) at der går for megen tid med administration som kunne være brugt på selve forskningen.

Jeg tror der er tre hovedområder – den ene er forsknings inden for det lidt forslidte ord “bæredygtighed” og det andet bliver forskning, der tager udgangspunkt i at kunne individualisere f.eks. medicinske behandlinger afhængig af køn, alder, arvemasse, psyke, personlighed, livsstil osv. F.eks. så er den traditionelle medicinske forskning baseret på “grupper” frem for “individer”. F.eks. anbefales samme dosis af en bestemt vaccine til alle i hele verden – og jeg tror bestemt ikke, at alle reagerer på vaccinen på samme måde. Det ville være godt at kunne forudsige, hvordan det enkelte individ ville reagere på en bestemt dosis afhængig af de faktorer, som jeg nævnte ovenfor. Det tredje kunne blive fremstilling af kunstige organer (f.eks. lever, nyrer, hjerte), som kan sættes ind i kroppen ligesom f.eks. en kunstig hofte.

Inden for mit eget fagområde er det Professor Jens D. Lundgren på Rigshospitalet.

1) Husk at netop du beskæftiger dig med noget meget meningsfyldt, 2) Husk at nyd dine successer i fulde drag (der er nemlig ofte langt flere fiaskoer og frustrationer) og 3) Husk at pleje din familie – også selvom du måske bliver “grebet” af forskningen – dine børn bliver ikke ved med at være små.