Kristine Bohmann

Q&A

Hvordan fik du selv smag for forskningen? Hvornår begyndte det?

Min smag for forskning blev vakt, da jeg blev optaget på et kursus afholdt af Tropical Biology Association, mens jeg læste på kandidatdelen I biologi. På kurset brugte jeg sammen med 23 andre studerende – den ene halvdel fra afrikanske lande, den anden fra andre dele af verden - en måned sammen i en skov i Uganda sammen med super dedikerede undervisere. Den måned var det der gjorde, at jeg er forsker i dag.

Har du selv lavet en ph.d.? Og hvad var forskningsområdet?

Jeg lavede ph.d. i miljø-DNA. Sagt på en anden måde: jeg lavede ph.d. i at finde ud af, hvordan vi på bedst kan bruge DNA-spor som dyr har efterladt i naturen til at kortlægge deres tilstedeværelse.

Hvad har været den største udfordring som forsker?

Det har været de udfordringer, der ligger i at løse fx hvordan vi får ting til at virke i laboratoriet eller når vi skal finde ud af om og hvordan vi kan støvsuge dyrs DNA ud af luft. Udfordringerne er jo i virkeligheden der, hvor forskningen er allersjovest.

Er det overhovedet muligt at kombinere grundig forskning og formidling?

Det giver en kæmpe arbejdsglæde at formidle sin forskning. Tænk engang at det man går og roder med til daglig er noget, der kan trække fulde huse til et foredrag. Samtidig er folk tit så veloplagte og engagerede, at jeg får mulighed for at sparre med publikum om min forskning og dermed få nye øjne på. Det er da fantastisk!

Er der en modsætning mellem at være nørdet og så kunne sælge varen?

Næh, det synes jeg ikke. Den bedste formidling sker jo, når du er dig selv. Så uanset hvordan du er, så fungerer det allerbedst, når du er dig selv.

Har ph.d.-studerende en forpligtelse til at formidle og dele deres forskning?

I ordet ’forpligtelse’ ligger ordet ’pligt’, som ikke er det mest motiverende ord, jeg kan komme i tanke om. Jeg synes snarere, at studerende skal gribe chancen for at formidle, fordi det kan være givende at tage et skridt tilbage og få et overblik over, hvad der er vigtigt i ens forskning, og hvordan det kan formidles. Særlig hvis man i sin ph.d. måske er kommet lidt ned i et ’rabbit hole’. Formidlingen giver også mulighed for at få nye vinkler på sin forskning fra dem man formidler til. Og så er det en kæmpe motivation at komme ud og opleve, at andre synes at ens forskning er spændende og vigtig. Så alt i alt skal man gribe chancen for at formidle, fordi det kan give en saltvandsindsprøjtning.

Hvad kan ph.d.-forskning bidrage med i et samfundsmæssigt perspektiv? Kan du nævne konkrete eksempler?

En ting som ph.d.-studerende har til fælles er, at de er ’unge forskere’. Det vil sige at folkeskoleelever, gymnasieelever og universitetsstuderende kan relatere til dem, og at de derfor er ambassadører, for det at være forsker.

Hvad ser du som den største udfordring for forskningen i dag?

Tid. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde mere tid til at sidde og fordybe mig i forskningen – enten alene eller sammen med dem i min forskningsgruppe.

Hvilke forskningsområder forventer du dig mest af i årene fremover?

Jeg er stor fan af Villum Fondens Eksperiment-forskningsbevillinger. Det er en type bevilling, der giver mulighed for at vilde forskningsideer kan afprøves. Hvert år når de annoncerer hvilke projekter, der har modtaget støtte, så går jeg straks ind og læser om projekterne. Det er virkelig spændende, når forskere får lov at tænke ud af boksen og være kreative, og det er her, at jeg forventer nybrud.

Hvem lyser mest på den internationale forskerscene?

Jeg er kæmpe fan af Professor Minik Rosing – men jeg skal skynde mig at sige, at jeg er helt utroligt ’biased’, fordi jeg kender ham. Jeg nævner Minik, fordi han ikke bare laver fantastisk forskning, har samfundsmæssig betydning og er en absolut gudsbenådet formidler, han er også både venlig, vis og generøs og så har han en uovertruffen evne til at sætte ting i nyt perspektiv.

Hvad er dit bedste råd til en ph.d.-studerende?

Prøv at finde andre ph.d.-studerende der er på samme ’trin’ som dig selv – det behøver ikke at være indenfor samme faglige retning som dit eget. Det er bare virkelig rart at have nogen at ’følges med’ gennem de forskellige faser af ens ph.d., og at have nogen at tale med, som også selv står midt i det.